MÅLSÆTNING I ISHØJ SVØMME KLUB


- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

Generelt

Her er en kort gennemgang af Ishøj Svømme Klubs målsætninger og forudsætninger for undervisning af svømmere.

I Ishøj Svømme Klub kan man gå flere år på det samme hold, eller springe hold over, hvis man opfylder forudsætningerne.
Ishøj Svømme Klub har valgt at starte med at undervise i crawl, rygcrawl og butterfly. Brystsvømning læres først senere i forløbet, da denne svømmeart stiller store motoriske krav til svømmerne.

Vi håber at dette hæfte vil være til hjælp for både svømmere, forældre og instruktører.

Der bruges aldrig vinger i undervisningen.
 

Instruktører/trænere

Ishøj Svømme Klubs instruktører er uddannede instruktører. De uddannes via Dansk Svømme­unions grundkursus samt kurserne tilknyttet instruktørlinien.

Svømningens Grunduddannelse er det første kursus, instruktørerne sendes på. Dette kursus indeholder de grundlæggende elementer, instruktøren skal bruge til den daglige undervisning på kanten. Barnets fysiske, sociale og motoriske udvikling, bevægelsesindlæring, planlægning, pædagogik og undervisningslære, plask og leg samt de forskellige svømmearter er alle eksemp­ler herpå.

Efter dette kursus kan instruktøren vælge at videreuddanne sig, at specialisere sig om man så kan sige, via de mere specifikke kurser på instruktørlinien. Disse omhandler i højere grad et emne, der giver instruktøren mere input til undervisningen på de tilsvarende hold.

Dette kunne være babysvømning, vandskræk, handicapsvømning, leg og bold, ældresvømning samt vandgymnastik. Instruktørerne ligger på forskellige niveauer alt afhængig af, hvor langt de er nået i systemet. Så vidt det er muligt, sørges der dog for, at instruktørerne på de enkelte hold har de tilsvarende kurser, således at børnene får den optimale undervisning.

Udover instruktører er der også trænere at finde på kanten i svømmehallen. De gennemgår det samme grundlæggende kurser som instruktøren samt nogle af kurserne på instruktørlinien, og derudover kurserne på trænerlinien. Den mest basale forskel på instruktøren og træneren er, at trænerens job i høj grad handler mere om at træne svømmeren end at instruere og således mere om den fysiske udvikling. Hvor instruktøren er at finde i undervisningsafdelingen i svømmeklubben, findes trænerne i svømmeklubbens konkurrenceafdeling.

 I svømmehallen er instruktørerne at finde med de gule T-shirts og trænerne med de mørkeblå.

Svømmeskolen tilbyder undervisning til både børn og voksne.